Stik gaflen i øjet, vi æder gerne os selv lyder titlen på et maleri af Wilhelm Freddie (1909-1995). Værsgo’ at spise med! Sådan konfronteres vi med Freddies kunst. For Freddie var ambitionen at bruge kunstneriske midler til at sætte nogle indre kræfter i mennesket fri. Som en gaffel i øjet vil hans kunst vække sin beskuer fra den bevidstløse slumren, som det borgerlige samfund har hensat os i. Wilhelm Freddie er uden overdrivelse en af de mest myteomspundne personer i dansk kunsthistorie. Fra han gjorde sin entre på kunstscenen i 1929, blev han en fremtrædende repræsentant for den surrealistiske bevægelse i Danmark – ja, i hele Skandinavien. Ligesom sine kunstnerkolleger Vilhelm Bjerke-Petersen, Richard Mortensen og Ejler Bille tog han surrealismen til sig, da han mødte den først i 1930’erne, og brugte den som afsæt til at formulere sit eget kunstneriske projekt. For mange er Freddies navn indbegrebet af provokation og skandale. Den venlige, imødekommende og altid ulasteligt klædte mand, der selv i trange tider vedblev at klæde sig i sin stivede hvide skjorte, bragte sindene i kog med sin kunst, og allerede i begyndelsen af 1930’erne udløste hans værker politianmeldelser. Selvom Freddie primært er kendt som maler og skulptør, spænder hans produktion over adskillige andre materialer og medier såsom fotografi, ballet, vinduesudsmykninger, sprogkonstruktioner og design. Bogen er struktureret med en indledende artikel, der præsenterer hovedlinjerne Wilhelm Freddies værk efterfulgt af otte kortere bidrag af danske og udenlandske eksperter, der hver belyser et udvalgt aspekt. De tre første af disse tager fat i centrale tematikker som fx hans arbejde med seksualiteten og hans samfundskritiske ambition. De fem sidste bidrag har fokus på de mindre kendte medier i Freddies produktion. Tilsammen skal disse som en prisme tegne et billede af Freddies samlede univers.