Nogle bøger er forud for deres tid. Merete Pryds Helles gennembrudsroman Vandpest og efterfølgeren Men Jorden står til evig tid udkom i 1993 og 1996, men som en forundret anmelder noterede sig, virker de "som skrevet et sted inde i det næste årtusind". Et stykke inde i dette nye årtusind er de to bøger med deres skarpe betragtninger af klima og køn litteratur til tiden. I Vandpest rejser vi med Beatrice og Malcolm ud på en forunderlig ballonfærd over truende landskaber i konstant forandring. Men Jorden står til evig tid er et portræt af parrets datter, Iris. Mens Beatrice hænger fast i sorgen over Malcolms død, finder Iris sin egen stemme. Tilsammen ridser de to bøger en verden op, hvor naturen spiller en lige så vigtig rolle, som vores hovedpersoner, hvis uhyrlige skæbner minder os om altings konstant: Jorden, som står til evig tid. De to bøger udkommer nu i én samlet udgave. Med genudgivelsen af ungdomsværkerne Vandpest og Men Jorden står til evig tid møder vi en legende og eksperimenterende Pryds Helle, der klipper citater fra gamle naturvidenskabelige opslagsværker ind i sin tekst og lader byen, landskabet og englene få en stemme. Sådan føres vi ind i et drømmende univers, sitrende af nerve og nærvær.