En dag kom børneværnet og fjernede dem alle sammen. Hvor de små kom hen, ved Magda ikke, men selv kommer hun til kvindeanstalten på Sprogø. Her bliver hun gravid og tvinges til at bortadoptere og glemme barnet, men Magda kan ikke glemme. Hele livet drømmer hun om og længes efter Drengen. Et savn, der ikke bliver mindre, da hun får job som tjenestepige hos en familie med et barn i samme alder. Barnet hedder Gunnar, og han er et mærkeligt barn. Ursula lider i barndommen voldsomt under farens, Gunnars, sarkasme og følelseskulde, og som voksen søger hun desperat hjælp det ene sted efter det andet i håb om at blive sine traumer kvit. Hvad er det, der har gjort faren så tyrannisk mod både moren, brødrene og hende selv? Og hvorfor er Sprogø et så voldsomt ladet ord i hendes barndomshjem? Måske findes svaret i de brune kasser, der står midt i stuen som en skulptur af pap.