»Ravnene skreg. Jeg vidste, jeg ville få besøg. Jeg er for træt til at rejse mig op og tage imod dig, og mine ben er for stive. Men hvis du har lyst, skulle du komme og sætte dig ned og være min gæst. Sæt dig kun ned og hvil dig.«Den gamle inuitkvinde begynder at fortælle om åndemanere og store jægere og om, hvordan tilværelsen i gamle dage formede sig i Menneskenes Land.»Livet var hårdt, men godt. Dengang var der endnu dyr i havet: sæler, hvaler og masser af fisk. Der var fugle overalt på havet og på land. Der var rensdyr, moskusokser, harer, ræve og ulve. Der var dyr nok til tusindvis af gode fangere og deres familier. Der var rent og smukt. Men der gik ikke mange år, før det gik galt. Store skibe kom til syne i horisonten. De kom som onde varsler om det, der skulle ske. De kom for at tage vores hvaler, sæler og bjørne – og de tog næsten dem alle. Senere kom de for at tage vores land.«