Som personlig træner for Diego Maradona opdagede Fernando Signorini, at fodboldstjernen havde to personligheder; den generte Diego og den arrogante Maradona: ”Diego ville jeg følge til verdens ende, men Maradona ville jeg ikke gå et eneste skridt med,” sagde han til ham.”Hvis det ikke havde været for Maradona, havde Diego stadig befundet sig i barndommens slum,” svarede Diego Maradona. Diego Maradonas personlighed rakte langt ud over det at spille fodbold. Han blev håbet og symbolet for de underkuede og de slagne – for de fattige indbyggere i Napoli og for folket i Argentina, der var blevet ydmyget af England i Falklandskrigen. Han bragte glæde og begejstring til folket, men det fysiske og psykiske pres endte med at knuse ham. I en meget personlig beretning fortæller forfatteren om sit tætte parløb og venskab med Maradona. Forordet er skrevet af Klaus Berggreen. Efterordet er skrevet af den tidligere Vejle-træner Adolfo Sormani, der selv spillede i Napoli, og hvis far spillede på hold med Pelé.