”De sad stille en tid i dyb tavshed, mens de i fællesskab betragtede dalen, der tog sig trist ud i den begyndende aftenskumring. De kolde vinde, der hjemsøgte dalen, bragte ofte regn og tåge med sig oppe fra isvidderne, men nu var det klaret op igen, og selv tågen i bunden af dalen var væk. Gohan udpegede nogle store hønsefugle, der lod sig ane nede mellem dalens træer, og forklarede drengen, at de var lette at jage. Men drengen ænsede det dårligt. Gohan tav, da han forstod, at der var et eller andet, der havde fanget drengens opmærksomhed. Han fulgte drengens blik i retning mod de blå bjerge, der rejste sig som fjerne skyer på den anden side af dalsænkningen. Gohan kunne ligefrem mærke drengens anspændthed. Han havde set et eller andet, …” Mennesker og tyndskaller handler om vores møde med de første mennesker, neandertalerne, der allerede levede i Europa, da vi indvandrede fra Østafrika. Læseren følger romanens hovedpersoner tæt i deres sejre og nederlag under deres ofte blodige møder med fremmede folkeslag midt i en stressfyldt og overmægtig natur, hvor kun de stærkeste måske overlevede. Den gribende handling tager læseren ind i de dybeste huler og ud på en rejse i et Europa, som vi ikke ville kunne genkende i dag – fra det nuværende Belgien ned igennem Frankrig og Spanien til Gibraltar. Romanen beskriver vores sameksistens med den oprindelige fangerbefolkning og afprøver de mange nye teorier om, hvorfor neandertalerne forsvandt. Mennesker og tyndskaller er en kritisk kærlighedserklæring til de kæmpende og elskende mennesker, der uanset vores magiske lille forskel levede under fælles grundvilkår og fik børn sammen.