Disse otte noveller blev skrevet i 1945 og er baseret på en række interviews der blev foretaget for at afklare graden af uhyrligheder begået mod den polske befolkning – ikke kun jøderne, som dengang udgjorde ca. 10% af befolkningen i Polen. Dermed havde Polen den største jødiske befolkning i verden, indtil 2. verdenskrig. Hver novelles fortæller er et øjenvidne til de grusomheder, der blev begået af nazisterne i Polen. Her er fortællingen om folk, der kaster deres børn ud ad vinduerne for at give dem en mere nådig død, og en om de (relativt mange), der lader sig falde ned på skinnerne fra de kørende fangetransporter, i håb om at overleve, og i det mindste slippe for hvad der er forude. En anden fortæller har overtaget nazisternes syn på jøderne. Bedst som man tror, at man har læst og hørt det værste om Holocaust dukker der nye fortællinger op. Disse noveller er pensum for alle polske skolebørn, enten i gymnasiet eller udskolingen. Der findes næppe en polak, der ikke kender Nalkowska. I 1945 sluttede hun sig til en kommission, der skulle efterforske de forbrydelser begået af nazisterne mod det polske folk. Med dette som udgangspunkt skrev hun Medaljoner - et værk om grænselandet mellem fiktion og dokumentar, mellem litterær fortælling og øjenvidneskildringer.