”Lyrikkens klassiske virkemidler er ikke længere velansete. Da Johannes Ewald besang Rungsteds lyksaligheder, kunne man endnu glæde sig over det sublime i formen, de sirligt konstruerede strofer, den berusende musikalitet i rim og rytme, der hævede poesien over dagligsprogets banaliteter. Da Dan Turèll 200 år senere drømte om at være taxachauffør, var dette afgørende skel ophævet – digteren var blevet grosserer. I det 21. århundrede er poesien så blevet meningsløs; man tilstræber ikke længere en sammenhængende, forståelig syntaks, man “eksperimenterer med sproget”. Hvad er der sket? Kort og godt det, at digtningen har mistet sin form og – som en konsekvens deraf – sit indhold.” Sådan skriver Emil Gosch Johansen i sit forord til bogen På evighedens vinger, der er en gammeldags digtsamling – på vers, med rim og rytme. Sådan her f.eks.: Så mange dage ligger dybt begravet i tidens ufrugtbare, sorte muld; så mange døde længsler har jeg arvet, hjemsøgelser om brand og mord og guld. Det er Emil Gosch Johansens debut, men tanken om rimede, rytmiske vers er ikke ny endsige fremmed. Flere og flere anvender rim og rytme i disse år, også internationalt. I drøftelser på de sociale medier i international sammenhæng, nævner man digtere fra Baudelaire til Robert Frost blandt ”moderne digtere”, der anvender rim og rytme. Det er ikke rim eller ej, der afgør om digtningen lever. Eller som et digt til Sophia – visdommen – indledes i Emil Gosch Johansens bog: Jeg er livets vibrationer. Jeg er ensomhedens net. Jeg er nattens længselstoner. Jeg er mørkets silhuet.