Denne bog om stumfilmstjernen, performeren, billedkunstneren, skribenten og mytologen Asta Nielsen (1881-1972) kaster nye blikke på Danmarks store verdensstjerne og den tid hun var del af – 1910’ ernes førkrigstid i Østrig-Ungarn, anarkistmiljøer knyttet til den tidlige ekspressionisme i Berlin, Weimarrepublikkens avantgarde kultur med die neue Frau, tiden efter 1933 i Tyskland, hvor hun sammen med venner skabte sig et eksil på øen Hiddensee, foruden efterkrigstiden og 1950’erne i Danmark. Asta Nielsen har betydning og indskriver sig alle disse steder– flere steder endda som dagsordensætter. Hun vender tilbage til Danmark i 1937 efter at have kritiseret Hitler offentligt. I Danmark håber hun at kunne fortsætte karrieren som skuespiller og instruktør, men forgæves. Hun får hverken roller, opgaver eller biografbevillinger. Betegnelsen ”tyskertøs” klæber til hende, godt hjulpet af smædekampagner orkestreret af tegneren Hans Bendix m.fl. Asta Nielsen dør først i 1972, og selvom hun selv fremstiller de sidste 35 år af hendes liv i Danmark som en tid i total glemsel, er det en sandhed med mange modifikationer; hun både skrev (memoirer, noveller, artikler),blandede sig og gav interview, udstillede sin kunst, og giftede sig som 89-årig under stor pressebevågenhed. Mytologiseringen af hende fortsatte faktisk i Danmark, omend med mindre overskrifter end i Tyskland, og hun var selv med til at vedligeholde den, bl.a. med sine meget selektive erindringsbøger, men også ved sin fremtræden i offentligheden fra allerførste færd, hvor det for eksempel lykkedes for hende livet igennem at hemmeligholde detaljer i den tidlige karriere, herunder hvem der var far til datteren Jesta. Relationerne til de fire mænd, hun enten var gift med eller levede i længevarende forhold med, er også tidligere kun beskrevet i begrænset omfang.