Pia Juuls første roman udkom første gang i 1990. Det er en fortælling om krig og kærlighed om uskyld og køn og farlige forventninger. Historiens fortæller er en ung soldat; han er såret og anbragt på et lazaret mens han venter på krigens afslutning – og (viser det sig) åbenbart også på jordens undergang. Men han har større problemer med sin angst for kærligheden og kønnet end sin angst for krigen og døden. Fortælleren er den ganske unge soldat Tomas som deltager i en krig og såres af en fjende. Han oplever selve øjeblikket hvor fjenden knivstikker ham og han falder om med smagen af blod og jord i munden med en følelse af at hans modstander lignede en han kendte godt en der kunne have været hans ven. Den unge soldat befinder sig på et lazaret for de sårede hvor pigen Cecilie plejer ham og ægger ham erotisk. Hun er gift med en anden. Billederne på seksualitet bliver skræmmende tvetydige – og han kan ikke finde vej ud af sin passive refleksion over tiltrækningen. Den gamle patient Klemens foretager en daglig nedtælling til jordens endeligt. Denne nedtælling overtager Tomas efter Klemens’ død. Han tæller – og venter. I den lille tætte romans anden del optræder en ny kvinde Benedicte som er mor til et barn hvis far er død og som Tomas har påtaget sig at pleje mens han besøger Benedicte der elskede den døde mand men nu har taget tjeneste hos mølleren … Romanen blev ved sin første udgivelse modtaget af anmelderne med begejstring: ”En spændende intens fortælling om krig og kærlighed og om uskyld og livets farlige forventninger ... En fornem romandebut!” – Aarhus Stifttidende ”At læse romanen er som at være i et sjæleligt landskab.” – Kristeligt Dagblad. 2. udgave udkom i 2010.