I Hvedekorn 2, 2020, kan man læse noget af det stærkeste, ægteste visionære poesi, redaktøren har mødt i lange tider. Skrevet af en FIREÅRIG, debutanten Louie Ashanti Bannor Boberg, født 2015. Drengens enestående digtsuite begynder uforglemmeligt sådan her:Hestene flyver/ en af hestene så jeg/ skinne i mørket//*// Den hest der fløj/ mens mørket skinnede til dag// *// Kærligheden fløj/ mens jeg skinnede så langt og blankt ind i mørket/ Mørket forsvandt i grotten//*// Kærligheden fløj/ men jeg kunne ikke vende mig om/ Jeg stod ved en dørkarm og drømteOg ja, som efternavnet, har han ikke talentet fra fremmede, men at det stråler så vildt og fremragende, kan sgu hverken arv eller miljø forklare! Sensationen er ægte mystisk!Hvedekorn er glad for at velkomme Anne Louise Bosmans tilbage efter 16 års fravær med et tyst svimmelt pandemi-digt, prosaisen Christian Haun debuterer energisk som poet og Henrik Kabell og Robert Henningsson leverer figurdigte med henholdsvis beskidt patos og renfærdigt pjank.De øvrige, i forhold til Louie aldrende debutanter er Marie le Somptueux, født 1991,Johan Justesen, født 1988, Ida Rasmussen, født 1997 og Octavia Bormann, født 1999. Octavias klare konkret-blinken kan godt ligne det stik modsatte af Louies visionære vildskab, og det just en af de vigtigste pointer i hvert nummer af Hvedekorn: At stikke sig på poesiens forrygende forskelle.På billedsiden lader Myne Søe-Pedersen alverdens aviser rulle sig yndefuldt sammen.