Sprogets sakramente er en indgang til Giorgio Agambens store homo sacer-projekt som helhed. Bogens indledes og er oversat af Søren Gosvig Olesen. Hvad der er på spil med eden, er ikke »bare« forholdet mellem sproget og verden, det er mennesket selv, fordi mennesket jo er det væsen, der etablerer forholdet mellem sprog og verden. Eden er ordet; den er det ord, jeg giver. Men sådan er ethvert ord. Det siger noget om noget, men dermed forpligter det også. Sproget er ikke menneskets billede af virkeligheden – eller det er det nok, men dermed er det endnu mere noget andet: Sproget et menneskets pagt med virkeligheden. Menneskets bliven menneske er ikke noget, der er sket engang; den sker hele tiden. Sprogets opståen er heller ikke noget én gang sket, sproget »bryder frem« i mennesket hele tiden, som Agamben udtrykker det. På den måde kommer vi fra edens specielle til dens almene betydning. Det er betegnende for bogen i det hele taget; det tilsyneladende specielle tema, eden og edsaflæggelsen, viser sig langt mere vidtrækkende, end man skulle tro. Giorgio Agamben (f. 1942) er en af vor tids mest markante og kontroversielle filosoffer. Hans tænkning er inspireret af bl.a. Heidegger, Benjamin, Nietzsche, Aristoteles, Marx og Derrida. For Agamben hænger sprog, litteratur, metafysik, politik og etik nøje sammen.