Ildspor. Ordspillet og dets funktion i Per Hæjholts, Simon Grotrians og Peter Laugesens digtning omhandler et ofte ugleset, men dog vitalt element i både læsning og skrivning af poesi og litteratur, nemlig ordspillet. Ordspil fanger vores opmærksomhed gennem en sproglig forbindelse, der går direkte i kædet på os. Forståelsen behæver nemlig ikke at være der, i hvert fald ikke i færste omgang. I anden omgang er det præcis det, vi griner af: At forståelsen faktisk står uden en forståelse. Man kunne kalde det en forståelse med kroppen, der så har et bevidsthedsmæssigt efterspil, hvilket jo er grunden til, at vi griner. Gennem seks kapitler indkredses ordspillet med henblik på en klargæring i en litteraturteoretisk og en litteraturanalytisk betydning. Især det sidste lægges der vægt på, og bogen indeholder kapitler om de tre nævnte forfatteres brug af ordspil. Herudover leveres et overblik over sekundærlitteraturen på området samt en teoretisk udredning af fænomenet, især i forhold til en beslægtet retorisk figur, nemlig metaforen.