Denne bog indeholder fem taler, som den unge Nietzsche holdt i 1872, og som i dag stadig virker som en dugfrisk kommentar til og kritik af, hvad der sker i vores uddannelsessystem. Nietzsche var blandt de første til at se, hvordan den videnskabelige specialisering førte til en anden slags universitet end Humboldts klassiske dannelsesanstalt. Og han var yderst kritisk over for dette og over for den statslige nytteorientering, som fandt sted, og som over tid ville forvandle ikke blot universiteterne til åndløse uddannelsesfabrikker i erhvervslivets tjeneste, hvis mål ene og alene er at få de unge til at færdiggøre deres studier i en fart, så de kan blive nyttige samfundsborgere og bidrage til bruttonationalproduktet. Bogen forsynes med et grundigt efterskrift af idehistorikerne Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen.