Politikken har mistet menneskelig betydning. Den er en verden for sig - løsrevet fra privatliv, religion, tanker eller kunstnerisk skaberkraft. Men i guldalderen var den moderne atomisering af menneskerlivet ufuldendt. Her fandtes kritikere, der kæmpede imod. Denne bog beskriver, hvordan én af 1800-tallets førende stemmer, nemlig digteren, kritikeren og filosoffen Johan Ludvig Heiberg, formulerede et alternativ til den fremmedgørelse og åndløshed, der voksede frem sammen med den moderne politik. Det gjorde han ikke mindst i manifestet Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (1833), der nu for første gang underkastes en gennemgribende analyse. Heiberg forestillede sig en verden, hvor filosofien kunne udfylde den samlende rolle, kunsten og religionene før havde haft - og han fastslog med den store tyske filosof G.W.F. Hegel, at samtiden måtte rives ud af sin forgabelse i sig selv. Heibergs lille bog er et enestående udgangspunkt for at forstå, hvordan grundtræk ved moderne politik opstod i guldalderen. Og manifestets kritiske vision er stadig relevant: Politikerleden, dyrkelsen af det nutidge og fortabelsen i det materielle præger vores tid - men Heiberg mindser os om, at politikken må blive visionær og vedkommende for menneskelivet som helhed.