Theodor W. Adorno (1903-1969) var en af de vigtigste tænkere i efterkrigstidens Europa, og sammen med blandt andre Max Horkheimer, Herbert Marcuse og Walter Benjamin udfoldede han sin kritiske tænkning i ly af Frankfurterskolen. Mere end halvdelen af Adornos samlede værker er studier af kunst, musik og litteratur, og kulminationen på hans æstetiske refleksioner findes i nærværende posthumt udgivne hovedværk, Æstetisk teori, der udkom i 1970, året efter hans død. Det monstrøse værk samler og videreudvikler hans tænkning om den moderne kunst i en dobbelt dialektisk rekonstruktion. På den ene side undersøger og rekonstruerer Adorno den moderne kunst ud fra den filosofiske æstetik, på den anden side rekonstruerer han den filosofiske æstetik (Kant, Hegel) ud fra den moderne kunst. Og fra begge sider forsøger Adorno da at afdække, om kunsten overhovedet kan overleve i det senkapitalistiske samfund – og hvilken betydning og dyb evne til social og eksistentiel forandring den eventuelt bærer i sig.