Lolland og Falster var i vikingetid og tidlig middelalder et vigtigt grænseområde mellem slavisk og skandinavisk kultur. Slaviske stednavne og den altdominerende tilstedeværelse af slavisk inspireret Østersøkeramik dokumenterer de danske øers tætte forbindelse med det slaviske område syd for Østersøen. I denne bog undersøger Anna-Elisabeth Jensen de arkæologiske fund fra området sammen med skriftlige kilder fra den tidlige middelalder med historierne om, at Harald Blåtand i 900-tallet var gift med en kristen, slavisk fyrstedatter, og at Svend Estridsens datter Sigrid i 1000-tallet var gift med en slavisk fyrste. På trods af disse relationer var konflikter og gensidige angreb på tværs af Østersøen evindelige. Selvom Lolland og Falster i dag opfattes som en ganske almindelig del af Danmark, var de dengang den danske kongemagts bufferzone mod andre magthavere i Østersøen. De var danske; men samtidig var hele Østersøen et grænseområde præget af konflikter, forhandlinger, pirateri og gidseltagning. Det vises i bogen gennem de slaviske stednavne, det arkæologiske materiale med de mange skattefund, sejlspærringerne i bugter og vige samt manglen på magtcentre som internationale handelspladser, centrale kongeborge og tidlige klostre. Lolland og Falster var øerne midtimellem i den vestlige Østersø.