Hilmar Iversen er en belæst mand, han kan sin bibel og sin Marx, og han har læst Kier­kegaard og Nietz­sche. Han er kommunist, men en ensom af slagsen, og mest at alt minder han om en tragikomisk antihelt som han drager af sted til den span­ske bor­gerkrig. Nu er hans krig forbi, såret af en vild­faren kugle fra si­ne egne ligger han på republikkens hospital i Murcia og indser at dette er begyndelsen til det definitive sammenbrud. "En fabelagtig roman." Stavanger Aftenblad 6 stjerner Arbeiderbladet og VG Hilmar Iversens ensomhed er fortællingen om et desillusioneret menneske der i 1953 - 44 år gammel - finder sin gamle dagbog frem og ser tilbage på sine "ulykker". Hilmar Iversen er en ensom arbejdsløs akademiker der henslæber en grå tilværelse i 1930'erne som arkivar i kommunistpartiet. Indtil han bliver tilskyndet til at melde sig på Folkefrontens side i den spanske borgerkrig og oplever krigens gru og brutalitet og meningsløshed - ligesom George Orwell og Arturo Barea har skildret den spanske borgerkrig i deres bøger. Man hører om livet i skyttegravene, om støvet, tørsten og heden, som kan tage livet af de fleste - om ikke en vildfaren kugle gør det. Om den dag Nordahl Grieg kommer på besøg og læser op af sine digte og forærer Hilmar Iversen sin trøje. Om den interne splittelse mellem kommunister og anarkister, for Moskva-processerne fandt også sted i Barcelona, som Hilmar Iversen skriver i sin dagbog. Romanen starter med den scene hvor krigen er forbi for hans vedkommende, en vildfaren kugle - som stammer fra hans egne - har reddet hans liv og sendt ham først på hospitalet, dernæst hjem til Norge. Og hans dissektion af krigen er sylespids og uden bedøvelsesmidler: "I har hørt at i den krig var der ingen forskel på folk, at det var en krig for frihed. Men jeg siger jer: At være med i den krig var som at gå frivilligt i fængsel. I den krig var halvdelen af os dissidenter. De blev sendt ud i krig uden våben og udstyr. Jeg siger det lige ud. De blev likvideret af deres egne." Og bagefter sidder man tilbage med det samme indtryk som man får ved at læse Remarques Intet nyt fra Vestfronten: i en krig er alle tabere. Jan Jacob Tønseth, f. 1947, har siden debuten i 1971 skabt sig et ry som en kræsen poet, essayist og gendigter af bl.a. Rimbaud, Mallarmé og Apollinaire, men det store gennembrud kom med hans romandebut fra 1992, Hilmar Iversens ensomhed, der fik en begejstret modtagelse og seks stjerner af flere anmeldere, som proklamerede at "en ny stor romanforfatter var født". Stavanger Aftenblad kaldte den "en fabelagtig roman", og Aftenposten skrev: "Det som måske imponerer mest er den gennemarbejdede sprogføring, men frem for alt de virtuose taktomslag i tekstforløbet. Afslutningen er blændende og kompromisløs, et fortælleteknisk øksehug." Siden er der kommet yderligere to kritikerroste bind om Hilmar Iversen, Et venskab (1997) og Resignation og portvin (2002), sådan at der nu foreligger en trilogi, der utvivlsomt vil blive stående som et hovedværk i nyere norsk litteratur. Uddrag af anmeldelser: "Aldeles fremragende ... nådeløs og hudløs ... en fabelagtigt husket beretning ... som jeg ikke kan huske at have læst magen til siden Remarques berømmelige 'Intet nyt fra Vestfronten'." Carsten Clante, DR "Tønseth fortæller, med Hilmar som talerør, i et enkelt og stærkt sprog om den omskiftelige og forvirrende tid, så forventningerne til de næste to bind om Hilmar er store." Karen Just, DBC-lektør "Det er lidt af et kunststykke, ja, ordentlig kunst fra forfatterens side, at balancere den forfærdende alvor med komikken i Hilmar Iversens forknytte, pertentlige prosa ... Det er en krydret ret, Tønseth har serveret i den menneskelige elendighed, på en gang saftig og tør. Hilmar Iversen er en lille figur i et stort spil, som stadig ikke er mentalt afsluttet. Han sidder rugende i sin kælder, erkender si