Ved første øjekast ligner Joar Tibergs Fugle i felten en klassisk fuglehåndbog. Bogen indeholder et indholdsregister, ligesom hver tekst indledes med fuglens danske og latinske navne samt en silhuettegning. Men edderfuglen er en motorcykelbetjent der læner sig ind over styret under et statsbesøg, for så pludselig at ræse gennem trafikken. Og strandskaden er ikke til at skelne fra ældre ægtepar der går tur sammen iført ens træningsdragter. Når man begynder at læse teksterne, står det altså hurtigt klart at Tiberg arbejder med en ganske utraditionel form der placerer sig et sted mellem digt, essay og opslagstekst. Det er ikke kun en fuglehåndbog, men det er også en fuglehåndbog. En poetisk én af slagsen.