Han bor i en alt for stor lejlighed på en stille sidevej til Alleen, og her har han tænkt sig at bo til han dør. Han orker ikke længere: at flytte, at arbejde, at møde nye mennesker. Han gider ikke længere forsøge at fungere som man nu skal fungere i denne del af verden. Han er endnu i midten af livet, men det er ikke en krise. Han har det godt nok, siger han, han orker bare ikke mere. Sådan indledes Et hus er ikke et hjem. Snart lader hovedpersonen sig overtale til at udleje et værelse til en ung logerende. Det skulle han måske aldrig have gjort. En roman om ensomhed, død og nye begyndelser – og om en mand som holder af mennesker. Især hvis han kan betragte dem på afstand.