Mario er pludselig død, og hans kone, Carmen, insisterer på at våge over hans lig om natten. Hun bladrer i en bibel, som hun finder på hans natbord, og ud fra de steder, han har understreget, leverer hun en lang, spontan monolog, som afdækker hendes borgerlige mentalitet og alle de frustrationer, hun har kæmpet med i ægteskabet. Gradvis afsløres et samliv fuldt af misforståelser, Marios håbløse kamp for social retfærdighed og lighed i samfundet og ikke mindst Carmens egen ureflekterede tillid til familiens og den katolske religions autoritet. I et hurtigt og letflydende sprog overøser hun ham med bebrejdelser og fortæller ham, hvordan han burde have levet sit liv som ægtemand og far til deres fem børn. Det bliver til et dækkende signalement af ideologien i 50’ernes og 60’ernes Spanien under frankismen. Delibes fortæller selv, at den indre monolog var hans redskab til at omgå tidens censur, for havde han beskrevet den levende Marios tanker og forsvaret dem, ville bogen ikke have fået censurkomitéens godkendelse. Fem timer med Mario er en roman med stor psykologisk indlevelse, som gennem en kvindes betragtninger går helt ind i hjertet af det 20. århundredes spanske samfund.