William S. Burroughs? Jojo, det er selvfølgelig ham, der både var narkoman og skød sin kone ved et uheld. Punkgenerationens bedstefar, forfatteren til Nøgen frokost, ven til Allen Ginsberg og Jack Kerouac, Beat-generationens nestor, opfinderen af cut-up-teknikken. All that jazz. Men ellers? I Burroughs' tilfælde har myten og biografien forlængst vokset sig stærkere end hans romaner, og det er synd og skam. For Burroughs har stadig meget at tilbyde en nutidig læser, ikke mindst på grund af hans radikalitet og kulsorte humor. Begge dele er af finde i hans sidste roman, Ghost of Chance, som nu udgives under titlen De tabte muligheders spøgelse. Det er fristende at kalde De tabte muligheders spøgelse for en Pixi-Burroughs. Den indeholder alle hans kendte temaer – virusangrebene på mennesket, den dødbringende seksualitet, stoffernes vej til erkendelse, kristendommens perverse budskab, kroppenes klamhed og den globale overvågning – i stærkt komprimeret og nogenlunde tilgængelig form. Men De tabte muligheders spøgelse indeholder noget andet og mere, nemlig et økologisk budskab, der bliver ført helt tilbage til 160 millioner år fvt. Økologien og naturen har altid spillet en stor rolle i Burroughs' forfatterskab, men den bliver næsten altid overgået af hans andre tematiske kendetegn. I denne bog har den hovedrollen.