Danskerne beskrives ofte som et af verdens lykkeligste folk og den gensidige tillid i den danske befolkning er en af de højeste i verden. Samtidig tager en betydelig del af befolkningen antidepressiv og andre former for psykofarmaka for at få hverdagen til at hænge sammen. Mange unge kvinders liv er præget af nedsat trivsel, antallet af drenge og unge mænd i medicinsk ADHD-behandling vokser eksplosivt og som samfund har vi haft meget svært ved mentalt at integrere indvandere. Carsten René Jørgensen beskriver et hverdagsliv i det senmoderne danske samfund præget af acceleration, urealistiske og heroiske jeg-idealer samt en forventning om, at alle fungerer som autonome individer – et hverdagsliv hvor ganske mange bliver overbelastede. Den enkeltes evne til at klare sig selv overvurderes og det danske samfunds herskende tilgang til sociale og psykiske problemer, centreret omkring økonomiske incitamenter, kontrol og straf, er utilstrækkelig – præget af kollektive mentaliseringssvigt, kollektive svigt i den nødvendige psykologiske forståelse af baggrunden for menneskers handlinger. Med afsæt i social identitetsteori belyses en række psykologiske processer bag polariseringen af den danske befolkning omkring spørgsmål knyttet til indvandring, herunder skitseres de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af social marginalisering og eksklusion. I bogens sidste del argumenteres for, at de humanistiske videnskabers iboende værdier atter bør have en central placering i det danske samfund og der skitseres en humanvidenskabeligt funderet tilgang til børn og unge med ADHD. Samlet kan bogen ses som et kulturkritisk forsvar for en humanistisk tilgang til mennesket, der er under pres i det senmoderne danske samfund.